Tilbage til blog-oversigt

Lettere indtastning af timer og minutter, forbedringer til regnskabsudtræk, og automatisk skift til Betalingsservice's nye servere

Udgivet for 7 måneder siden, senest opdateret 30/04/2024


Opdatering 2024-04-30: Vores funktion til automatisk at skifte til Betalingsservice's nye servere byggede desværre på fejlinformation fra Mastercard's side, og det kan alligevel ikke lade sig gøre at lave en automatik til det.
Hvis du allerede har videresendt os det brev du har fået fra Mastercard med datoen for dit skift skal du ikke foretage dig mere. Vi skal nok sørge for at lave skiftet manuelt den rigtige dag.
Men til alle andre brugere skal I selv ændre indstillingen "Server" til "Ny server" under Indstillinger > Opsætning > Betalingsservice kl. 15:00 på den dato Mastercard oplyser jer om, og endelig ikke før!

Det er nu blevet lettere at indtaste enhederne "timer" og "minutter", nogle regnskabsudtræk er blevet forbedret, og så har vi nu en løsning færdig til automatisk at skifte til Betalingsservice's nye IP-adresse når det bliver din tur 👍

Læs mere herunder for at se hvad der er blevet forbedret.

Brugerfladen

Hvis du bruger enhed og stykpris på dine aftaler, så har vi nu en hjælpefunktion klar til dig. Enhederne "timer" og "minutter" kan nu rent faktisk indtastes som timer og minutter i stedet for decimaltal. Så hvis du f.eks. vælger enheden "timer" og vil tage for halvanden time, så kan du selv vælge om du skriver "1,5", eller om du skriver "1:30". Du kan endda skrive "1t30", hvis du synes det er lettere. Så regner systemet det selv om til decimaltal for dig.
Og hvis du bliver glad for den måde at skrive enhederne på, så kan du gå ind under Indstillinger > Opsætning > Brugerfladeindstillinger og bruge indstillingen "Visning af enhederne timer og minutter" til at vælge at det også er sådan du vil have enhederne vist på fakturaerne, og når du redigerer en eksisterende aftale.

Så får du nu også en intern besked hvis du ændrer eller nulstiller intervallet på en aftale som er låst til specifikke datoer, ligesom du ville gøre hvis du flyttede den i kalenderen ⚠️

Og så en lille ændring: Sektionen "Forslag til dig" på startsiden hedder nu "Forslag og informationer til dig", for at afspejle at indholdet ikke altid er noget der kræver handling fra din side, men også nogle gange bare er en servicemeddelelse 📢

Regnskabsudtræk

Overskrifter og sum-konti der ikke indeholder noget som helst skjules nu også når du vælger at tomme felter skal skjules (ligesom drifts- og statuskonti hele tiden har gjort). Det giver typisk en mere overskuelig saldobalance.
Hvis du har en overskriftskonto du gerne vil have skal være synlig altid, så kan du skrive hvad som helst i feltet til tælleværk, f.eks. bare en underscore.
Overskrifts-konti efter den sidste reelle drifts- og statuskonto vises altid alligevel, så du f.eks. kan have dine skatteberegninger i bunden af kontoplanen/saldobalancen, uden at du behøver tilføje et tælleværk på dem alle manuelt for at undgå at de bliver skjult 🙈

I udtrækket "Saldoliste (debitorer)" kan du nu vælge at aldersopdele kundernes saldi efter den dato du har valgt i højre side. Men vær opmærksom på, at det i nogle tilfælde kan give nogle lidt uigennemskuelige tal, for eksempel hvis en kunde har betalt forud eller har betalt en nyere faktura, men stadig skylder penge for en ældre faktura.
Af samme årsag er standarden i SkvizBiz stadig at aldersopdele kundernes saldi efter dags dato.

Udtrækket "Genudskriv fakturaer" danner nu en zip-fil med fakturaerne som individuelle filer, i stedet for en lang PDF-fil.
Den ændring gør at der nu heller ikke længere er noget loft for hvor mange fakturaer der må være i udtrækket. Hvis udtrækket tager mere end 20 sekunder, så sendes der bare en intern besked med et downloadlink når zip-filen er klar

Betalingsservice

I løbet af 2024 får alle med en Betalingsservice-aftale besked fra Mastercard om at de skal skifte til nye servere eller en ny IP-adresse.
Vi har nu en løsning klar, som gør at skiftet til de nye servere hos Betalingsservice sker helt automatisk. Så du behøver ikke sende os noget eller gøre mere.
Men hvis du gerne vil dobbelttjekke det hele, så er her hvad du kan gøre: Vent til dagen efter den dato Betalingsservice har annonceret at de vil flytte din aftale til deres nye IP-adresse, gå ind i SkvizBiz under Fakturering > Betalingsservice, og tryk på "Hent automatisk filer". Hvis du får en fejlmeddelelse i retning af "Login failed", så kontakt SkvizBiz' support. Hvis du får en anden besked end den fejlmeddelelse, så betyder det at skiftet er foregået som det skulle 👍
Du skal holde øje med den dato Mastercard skriver til dig om, og tidligst kl. 15:00 den pågældende dag skal du gå ind i SkvizBiz under Indstillinger > Opsætning > Betalingsservice og ændre indstillingen "Server" til "Ny server".

Fakturering og færdigmelding

Du kan nu vælge at den mobile færdigmelding skal vise om en kunde skal have enten SMS eller følgeseddel før eller efter deres besøg.
Det kan f.eks. være praktisk hvis man opdager at man ikke kan nå resten af den planlagte rute, og er nødt til at tage særligt hensyn til de kunder der allerede har fået besked om ens besøg.

Så er der også kommet en ny variabel der kan bruges i fakturaemails. Den hedder {{ næste_gang }} og udskiftes med datoen for kundens næste besøg (hvis det vel at mærke er en kunde i fast interval så datoen for næste besøg er kendt).

Fejlrettelser

Vi har rettet lidt småfejl i denne omgang. Det er ikke det helt store, men hvis der nu er noget af dette der har generet dig, så er det måske rart at vide at der nu er taget hånd om det:

  • I nogle tilfælde blev en fejlet e-faktura liggende i listen over e-fakturaer klar til afsendelse (Udbakke). Nu flytter den sig ned under "Fejlede e-fakturaer" som den bør.
    Hvis du stadig har nogen e-fakturaer der ligger forkert, så kontakt supporten. Hvis de fejlede inden denne rettelse, så skal vi nemlige lige have flyttet dem manuelt.
  • Vi har hævet grænsen for hvor mange tegn der indlæses på MobilePay-indbetalinger. Efter at vi nu igen kan få både teksten og betalerens fulde navn og delvise telefonnummer, kunne teksten nemlig nogle gange blive så lang at den blev skåret ned når den kom ind i SkvizBiz.
    Vi har kun set et enkelt tilfælde hvor tekst, navn og nummer tilsammen overskred de 100 tegn vi indlæste, men det var også et tilfælde for meget 🙃
  • Og så har vi løst en sorteringsfejl med forudfakturaer til hovedkunder med underkunder. Tidligere gav det et problem hvis fakturaen var en kombination af åbne ordre-linjer og forudfaktura-linjer, som det typisk er tilfældet hvis hovedkunden står til auto-forudfakturering.
    Fejlen er løst nu, så både åbne ordre-linjer og forudfaktura-linjer alle vises korrekt under deres respektive leveringsadresser på fakturaen.