Som forberedelse til de nye priser der træder i kraft 1. januar 2023 har vi lavet lidt ændringer, som forhåbentlig gør at du kan spare lidt penge. Og så er der også lidt andre små forbedringer 👍
Hvis du i øvrigt har overset de ny priser, så skrev vi om dem her, og det er også de priser du finder i vores prisoversigt.
Nye medarbejdertyper
Vi har tilføjet to nye medarbejdertyper:
- Almindelig medarbejder uden kalender
- Superbruger uden kalender
Dem kan du bruge til f.eks. revisorer, bogholdere eller planlæggere der ikke behøver deres egen planlægningskalender i SkvizBiz.
Fordelen ved de medarbejdertyper er, udover at de ikke fylder i planlægningskalenderen, at de ikke koster en ekstra licens. Så nu behøver du ikke betale ekstra for at din revisor eller bogholder kan have deres egen tilpassede adgang til systemet.
Du får i øvrigt heller ikke længere en fejlmeddelelse hvis du ikke udfylder adressen på en medarbejder. Med de nye medarbejdertyper er det klart, at det ikke er alle medarbejdere det er relevant hos. Så derfor er det nu ikke længere et krav.
Regnskab
- Nu har du mulighed for at annullere en bogføring inden for en halv time efter den er bogført.
Det kan være en praktisk måde at tjekke om man har fået skrevet beløbet korrekt i debet eller kredit, eller det kan bruges til at se hvilket resultat en postering ville have på saldobalancen, selvom du ikke er parat til at bogføre endnu.
På den måde kan du måske spare nogle omposteringer, og få et regnskab der er lettere at finde rundt i. - Når du uploader et billede som bilag, så komprimeres det automatisk så det højst fylder 500kb. På den måde kan du gemme mange flere bilag på den inkluderede dataplads på 1gb, og eventuel ekstra dataplads du tilkøber rækker længere. Så her kan du også spare lidt 💰 Moderne telefoner tager billeder i en langt højere kvalitet en det er nødvendigt for at kunne læse bilag, og lovgivningen stiller i øjeblikket ingen specifikke krav til kvaliteten af digitale bilag, så komprimeringen er ikke noget at bekymre sig om.
- Filnavne på bilag renses nu også for specialtegn når de uploades, så du ikke senere kan opleve problemer med bilag der ikke kan downloades eller vises fordi filnavnet i virkeligheden var ugyldigt. Det var sikkert ikke noget du bekymrede dig om i forvejen, men hvis du gjorde, kan du roligt stoppe nu 😉
Inkasso-modul
Der vises nu flere informationer i inkassooversigten:
- For det første vises nu både navn og kundenummer i listen, og når du markerer en kunde er der et link i højre side til at finde den pågældende kunde i kundeoversigten.
- For det andet vises nu en forklaring på hvorfor en sag er lukket af inkassovirksomheden. Så slipper du for at logge ind i Likvidos interface for at se årsagen, og det gør det lettere for dig at tage stilling til hvad der videre skal ske med sagen.
Kundeoversigten
Du har længe kunnet søge i din kundeoversigt efter kunder med en eller flere aftaler i et bestemt prisleje. Men du skulle skrive prisen ekskl. moms, og nogle gange er det bare lettere lige at arbejde med priser inkl. moms. Så nu kan du selv vælge om prisen du søger efter skal være med eller uden moms.
Arkiv-licens
Hvis du ikke længere ønsker aktivt at bruge SkvizBiz, måske fordi du lukker din virksomhed, men stadig gerne vil have fri adgang til dine data via SkvizBiz i hele den periode du skal gemme dit regnskab, så har du nu mulighed for at købe en 5-årig arkivadgang. Det koster et engangsbeløb og giver læse-adgang til dit regnskab i 5 år, og kan være et let alternativ til selv at skulle downloade alle dine data og finde rundt i dem i forbindelse med en eventuel efterfølgende kontrol fra myndighedernes side.
Diverse
Billeder i "Husk næste/hver gang" vises nu i en mindre udgave i notatet i gennemse dag/rute. Tidligere kunne billeder let blive så store, at man ikke kunne se resten af notatet på en kunde.