Tilbage til blog-oversigt

Ny fællesoffentlig standardkontoplan for 2026, samt andre forbedringer til regnskab, MobilePay og kundeportalen

Udgivet for 13 minutter siden


I december præsenterede Erhvervsstyrelsen en ny standardkontoplan, og i forbindelse med at vi har implementeret den i SkvizBiz, har vi fået lavet lidt forbedringer til regnskabet.

Vi har også lidt andre smarte funktioner og nogle fejlrettelser. Som et forsøg får du lige en helt kort oversigt her, men du kan læse mere om det hele herunder:

  • Regnskab:
    • Ny fællesoffentlig standardkontoplan implementeret.
    • Mere gennemskuelig visning af den mappede saldobalance.
    • Forbedret oversigt i årsbudgettet.
    • Genvej til at se kontospecifikation i en popup.
  • MobilePay Fast Betaling:
    • Kunder skal nu acceptere handelsvilkår for at kunne tilmelde sig Fast Betaling.
  • Kundeportalen:
    • Du kan give dine kunder mulighed for selv at aflyse aftaler via kundeportalen.
  • Diverse:
    • Forslag til modtagne kontanter inkluderer faktureringsgebyr, også når fakturaen ikke allerede er dannet.
    • Genvej til at sende en manuel SMS til kunder via færdigmelding.
    • Ny søgefunktion i kundeoversigten efter kunder med regelsæt.
    • Diverse fejlrettelser.

Det var den korte oversigt. Du kan læse en mere uddybende beskrivelse herunder.

Regnskab og finansmodul

Der er kommet en ny fællesoffentlig standardkontoplan fra Erhvervsstyrelsen pr. 2026, og den har vi lagt ind i SkvizBiz 📝
Vi har møjsommeligt sammenholdt den gamle standardkontoplan med den nye, og med ganske få undtagelser er det lykkes os at genbruge alle de tilknytninger, der allerede var til den gamle standardkontoplan, så du ikke har lavet en masse spildt arbejde, hvis du allerede har tilknyttet din kontoplan i SkvizBiz til den standardkontoplan, Erhvervsstyrelsen stiller til rådighed.

Og nu vi alligevel skulle rode med standardkontoplanen, så har vi lavet en ny smart funktion:
Hvis du laver en saldobalance, og vælger at vise den mappet til standardkontoplanen, så kommer der nu en lille pil ud for hver konto. Hvis du trykker på den, så kan du se, hvordan tallet er beregnet, altså hvilke konti i din egen kontoplan der er blevet samlet på denne konto i saldobalancen 📊

Vi har også lavet forbedringer til årsbudgettet. Du kan f.eks. lave subtotaler i årsbudgettet ved at lave en sumkonto (eller bruge en eksisterende), og tilføje "budget_subtotal" i kontoens tælleværk. Hvis du bruger årsbudgettet til både at holde styr på budgetterede indtægter og udgifter, så kan det være praktisk at lave subtotaler.
Og i den forbindelse har vi også sørget for, at en stigning på en budgetkonto med udgifter nu vises med rød, og et fald vises med grøn, så det bedre afspejler forventningerne 🟢

Og til sidst har vi lavet en genvej til at se kontospecifikationer flere steder i systemet. Både fra kassekladden, kontoplanen og saldobalancen kan du nu klikke på et kontonummer, og så se en kontospecifikation i en popup, uden at du skal forlade siden. Vi tror, det vil gøre det meget lettere hurtigt at se, hvad der er posteret på en konto, så du er sikker på, at du posterer korrekt 🔍

MobilePay

Hvis du vil tilbyde MobilePay Fast Betaling, så kræver MobilePay, at du har et sæt offentligt tilgængelige handelsbetingelser. Tilbage i november 2025 lancerede vi muligheden for at have sine handelsbetingelser liggende hos SkvizBiz, eller at lægge et link ind, hvis du allerede har dine handelsbetingelser liggende på din hjemmeside.
MobilePay kræver også, at dine kunder skal godkende dine handelsbetingelser, inden de kan tilmelde sig Fast Betaling, og den mulighed har vi nu også lavet. Når du har lagt dine handelsbetingelser ind i SkvizBiz (hvilket du skal for at bruge MobilePay Fast Betaling), så kommer der en tjekboks lige over knappen til at tilmelde sig Fast Betaling, som dine kunder skal bruge til at bekræfte, at de accepterer handelsbetingelserne, før de kan tilmelde sig Fast Betaling ☑️

Kundeportalen

Hvis du bruger kundeportalen, og du lader dine kunder se deres kalender, så kan du nu også give dem mulighed for at aflyse deres aftale via kundeportalen 🚫📅
Du kan selv justere, hvor sent de må aflyse aftalen, og om det evt. skal koste et gebyr, hvis de aflyser aftalen senere end et bestemt tidspunkt.
Det vil fremgå af handlingsloggen og kundekalenderen, hvis kunden aflyser sin aftale, og hvis de aflyser en aftale efter, at ruteplanen er dannet, så vil det også fremgå af færdigmeldingslisten, at opgaven skal springes over.

Diverse

  • Når du registrerer modtagne kontanter i færdigmeldingen, så inkluderer det foreslåede beløb nu kundens faktureringsgebyr (dog kun hvis kunden er sat op til at skulle faktureres ved hvert besøg). Vi håber, det gør det lettere at få det rigtige beløb ind 💰
  • Nu kan du markere en stribe kunder i færdigmeldingen (kun på desktop-versionen), og sende en manuel SMS til de valgte kunder.
    Det er praktisk, hvis du allerede har adviseret dine kunder om, at du kommer i dag, men du halvvejs på ruten bliver forhindret i at fortsætte arbejdet. Så kan du nu hurtigt og let sende en SMS til de resterende kunder om situationen 📱
  • Vi har tilføjet en søgefunktion i kundeoversigten, så du kan søge efter kunder med en eller flere aftaler, der kører efter regelsæt (eller omvendt, en eller flere aftaler, der kører efter almindeligt interval), så du let kan finde kunder, der har særlige aftaler i forhold til resten.

Fejlrettelser

Vi har også rettet et par fejl i denne omgang:

  • Hvis du downloader en OIOUBL-fil fra regnskabsbilag, enten via kassekladden eller diverse andre udtræk, så får du nu filen i dens originale XML-format i stedet for den transformerede HTML-udgave, vi bruger til at vise filen i browseren.
    Vi forestiller os ikke, at det har givet nogen problemer, men ikke desto mindre er det rettet nu.
  • Så har vi tilføjet et rettighedstjek på den stående ruteplan, så medarbejdere uden adgang til at se kundens priser heller ikke får lov til at se kundens saldo.
  • Vi har rettet en fejl, der i nogle tilfælde kunne opstå vedrørende det beløb, kunder blev bedt om at betale på rykkere og betalingspåmindelser, hvis de valgte at betale med MobilePay. Hvis betalingspåmindelsen/rykkeren var skrevet på en ny faktura, så blev kunden i nogle tilfælde kun opkrævet det forfaldne beløb, og ikke beløbet for den nye faktura. Den fejl er løst nu, så kunden bliver opkrævet hele beløbet.
  • Og endelig har vi løst et problem, der gjorde, at en kunde kunne betale en faktura to gange via MobilePay, hvis de forsøgte at betale fakturaen for sig selv og sideløbende forsøgte at tilmelde sig fast betaling på netop samme tid. Nu vil de blive bedt om at afslutte den enkeltstående faktura, før de kan tilmelde sig Fast Betaling, så der ikke sker dobbeltbetalinger 🔁