Tilbage til blog-oversigt

Forbedring af diverse eksport-funktioner, og småjusteringer i brugerfladen

Udgivet for 4 måneder siden


Vi begynder nu gradvist at udrulle muligheden for at tilmelde sig NemHandelsregisteret og modtage E-fakturaer direkte i SkvizBiz.

Det er i øjeblikket ikke et krav at kunne modtage E-fakturaer, men du har nu muligheden hvis du ønsker at benytte dig af den. Over de næste få uger vil den blive tilgængelig for alle vores brugere, og du får besked på startsiden når muligheden når til din SkvizBiz-konto.

I mellemtiden har vi lidt andre småjusteringer i SkvizBiz, som du kan læse mere om herunder.

Forbedringer af eksport-funktioner

Vi har lavet en ændring til backupudtræk af kunder, eksport af kontospecifikationer, og GDPR-udtræk af kunder. Hos nogle brugere tager udtrækkene nemlig lidt lang tid at lave, og browseren når at miste forbindelsen til SkvizBiz-serveren.
Men hvis det sker, så sender SkvizBiz dig nu en intern besked når udtrækket er færdigt, med et link til at downloade filen. Så hvis du lavet et af de tre udtræk og får beskeden "Det ser ud til, at du mistede forbindelsen til SkvizBiz-serveren," så kan du bare arbejde videre i SkvizBiz, og efter lidt tid får du en besked med et download-link. Linket vil være gyldigt resten af dagen

API-modulet

Hvis du bruger API-modulet, så har vi et par ændringer der måske gør integrationen lidt lettere:

  • Søgning efter kunder via email-adresse er nu case-insensitive.
  • Muligheden for at vælge kundegruppe på tilbud er nu beskrevet i POST /offers. Vælges der ikke en kundegruppe via API'et, så vælger systemet automatisk den mest brugte kundegruppe.
  • Og så har vi rettet en fejl, så du nu kan oprette ikke-faste aftaler via API'et, ved at sætte intervallet til 0.

Andre små justeringer til brugerfladen

Vi har fundet en løsning på et problem som nogle Android-enheder har, hvor man ikke kunne trykke på knapper som f.eks. "Gem og luk" i popups. Fejlen var kun på nogle bestemte Android-enheder, men hvis du er en af dem der har haft problemet, så prøv endelig igen nu, og meld tilbage om problemet også er løst for dig 📱👍

Så har vi lavet en lidt mere grafisk visualisering af hvor langt man er med at færdigmelde sine åbne ruter på mobiludgaven. En grøn baggrund på den enkelte rute viser nu hvor meget der er færdigmeldt.

Vi har også forbedret forklaringen af den nye momsrapport, så det er mere tydeligt at du ikke behøver bruge den. Det er helt valgfrit om du ønsker at mappe/tilknytte dine finanskonti til standardkontoplanen og bruge den nye momsrapport, og det er nu mere tydeligt i diverse tekster i momsrapporten.

Når du markerer en besked i listen med sendte SMS'er, så vises klokkeslæt-informationer nu kontekstmenuen i højre side. Det gør det lettere at samle al dokumentation, hvis du har brug for at bevise hvad der er sendt til en kunde, og hvornår.

Hvis du har en faktura hvor nogle af fakturalinjerne er udført i et andet år end fakturadatoen, så vises årstallet nu i datoen på selve fakturalinjerne. Det er meget sjældent at det er aktuelt, for typisk faktureres arbejdet i det år det udføres. Men i de særlige tilfælde hvor det alligevel er aktuelt, så vises det nu korrekt 📄

Den smarte søgefunktion i kundeoversigten kan nu søge efter kunder med et faktureringsgebyr af en bestemt størrelse. Hvis du ønsker at indføre en prisstigning på faktureringsgebyrer, så kommer den søgemulighed dig til undsætning, for faktureringsgebyret kan nemlig ikke justeres ved hjælp af den almindelige prisjustering. Men nu kan du gøre ved ved hjælp af en søgning og en masseredigering fra kundeoversigten 🔍

Der er kommet to nye variabler som du kan bruge i fakturamails: {{betalingsid}} og {{beløb}}. De bliver erstattet med henholdsvis en FI-kode, og beløbet til indbetaling på fakturaen. Så nu har du mulighed for at give kunden alle de informationer de skal bruge for at betale fakturaen direkte i mailen, så de ikke engang behøver åbne fakturaen først.