Tilbage til blog-oversigt

Mulighed for at modtage e-faktura direkte i SkvizBiz

Udgivet for 3 måneder siden


Muligheden for at tilmelde sig NemHandelsregisteret og modtage E-fakturaer direkte i SkvizBiz er nu tilgængelig for alle brugere!

Som vi beskrev i sidste opslag, er det i øjeblikket ikke et krav at du skal kunne modtage E-fakturaer. Men du har nu muligheden hvis du ønsker at benytte dig af den, og du kan tilmelde dig med dit CVR-nummer, så du ikke behøver købe et GLN/EAN-nummer for at kunne modtage e-fakturaer.

Modtag e-faktura

SkvizBiz integrerer nu med Sproom, så du let kan tilmelde dig NemHandelregisteret og modtage e-fakturaer via dit CVR-nummer, alt sammen direkte fra SkvizBiz 📥
I samme ombæring har vi lavet så du også kan sende e-fakturaer til et CVR-nummer. Bare sæt kunden op til at modtage e-faktura, og skriv "CVR:" efterfulgt af kundens CVR-nummer i feltet til EAN-nr. Det kræver selvfølgelig at modtageren accepterer e-fakturaer på deres CVR-nummer.

Når du modtager en e-faktura får du en påmindelse i SkvizBiz om det, og så kan du enten acceptere fakturaen, eller (hvis afsenderen har meldt ud at de ønsker svar) afvise fakturaen med en selvvalgt begrundelse.
Du kan finde priserne for modtagelse af e-faktura på skvizbiz.dk/priser.

Du kan også bruge SkvizBiz til at vise de særlige e-faktura-filer, og hvis du downloader en e-faktura kan du også bruge filen som bilag i kassekladden.

Afsend e-faktura

I samme forbindelse er SkvizBiz nu begyndt at bruge Sproom til at afsende e-fakturaer 📤
Det betyder at de e-fakturaer du afsender typisk vil gå hurtigere igennem hos modtageren.
Men det betyder også, at hvis du har benyttet Sproom tidligere eller i forbindelse med et andet program du bruger sideløbende med SkvizBiz, så vil du få en mail fra Sproom første gang du afsender en e-faktura, hvor du bliver bedt om at give SkvizBiz adgang til din Sproom-konto.

Vi har opdateret databehandleraftalen i SkvizBiz, så den inkluderer Sproom som underdatabehandler. I databehandleraftalen kan du finde links til Sproom's egen privatlivspolitik og underdatabehandlerliste, men den korte version er at de har forpligtet sig til et højt sikkerhedsniveau og er underlagt relevante tavshedspligter 📄👀

Lidt andre forbedringer

Mens vi har ventet på diverse tests af systemet har vi fundet tid til at lave lidt småforbedringer rundt omkring. Dem har vi listet herunder:

  • Nu kan du ændre leveringsdato på en kreditnota. Det er relevant hvis du krediterer noget arbejde der er lavet på en anden dato, eller hvis du vil lægge en kreditnota-linje på en åben ordre til senere.
  • Tidsforbrug på aftaler kan nu være negative. For at skrive et negativt tidsforbrug skal du sætte minus foran både timer og minutter i indtastningsfelterne.
  • Vi har tilføjet et direct_link til fakturasøgning i vores API, som indeholder et direkte link til at vise eller downloade fakturaen som PDF.