Mens vi arbejder videre med at leve op til kravene for standardbogføringssystemer har vi fat i mange dele af programmet.
Og når vi alligevel har fat i det kan vi lige så godt lave nogle af de små hverdagsforbedringer der står på vores ønskeliste.
Så det er måske ikke de store nyheder vi har denne gang, men tag alligevel et kig. Måske har vi lavet noget der gør netop din hverdag lidt lettere 👀
Indledende bemærkninger
Status på ny momsrapport
Allerførst kan vi sige at vi næsten er færdige med den nye momsrapport der kan vise EU-moms og alle de rubrikker du skal bruge når du indberetter moms 🥳
Næste skridt i forbindelse med momsrapporten bliver at SkvizBiz selv kan indberette momsen for dig, så du bare skal logge ind med MitID og godkende. Men det kommer der mere om når funktionen er helt klar!
Ny prismodel for MobilePay MyShop
Og så vil vi også lige her på bloggen anerkende at vi er opmærksomme på de prisændringer MobilePay indfører pr. 1/10-2023.
Fremover sætter de som udgangspunkt prisen pr. betaling til 0,99% af beløbets størrelse. Det betyder i praksis at jo større beløb dine kunder betaler, desto mere skal du give for MobilePay MyShop, og vi ved at for mange af jer kommer det til at betyde en væsentlig stigning i prisen.
Så for at hjælpe dig med at holde omkostningerne til MobilePay nede, mens du stadig tilbyder dine kunder den hurtigste måde at betale på, er vi ved at lave en løsning hvor du kan sætte et maks.-beløb for MobilePay.
Det vil fungere sådan, at hvis det beløb din kunde skal betale bliver større end det maks.-beløb du vælger i indstillinger, så vil de ikke få tilbudt at betale med MobilePay MyShop. På den måde kan du stadig give dine privatkunder en let måde at betale på, men undgå de voldsomme gebyrer hvis en af dine større kunder også har lyst til at bruge MobilePay.
Vores løsning vil være klar inden prisændringen træder i kraft, så du fra dag 1 kan holde dine omkostninger til MobilePay under kontrol. Vi holder dig opdateret her på siden, og på startsiden af din SkvizBiz-konto.
Det kommer i løbet af de nærmeste uger, men i mellemtiden er her en liste over de justeringer vi lige nu har lavet rundt om i systemet.
Inkassomodul
Nu sendes SkvizBiz' fakturanumre med til Likvido når du overdrager en sag til inkasso.
Det gør det lettere både for dig og kunden at se hvad det hele drejer sig om.
Hvis du ikke allerede bruger vores inkasso-modul, så kan vi varmt anbefale det! Du kan læse mere om det her, men i helt korte træk integrerer SkvizBiz med inkassovirksomheden Likvido ApS.
Hvis du bruger inkassovarsler i SkvizBiz kan du med få klik overdrage de kunder der ikke får betalt til inkasso. Likvido tager så sagen derfra, og hvis det lykkes at inddrive gælden, så udbetaler de dig det kunden skylder dig lige nu, minus rykker- og inkassogebyrer og et evt. kreditkortgebyr for kundens indbetaling. Og når kunden betaler, så bogføres det hele automatisk i SkvizBiz, så du ikke skal bøvle med momsrefundering på inkassoomsætning (noget de færreste overhoved vidste var en ting).
Og hvad hvis kunden ikke betaler? Ja så koster det ikke en krone. Likvido tjener kun penge på de sager de lykkes med at inddrive, så de er ret motiverede. Og i skrivende stund lykkes de med at inddrive ca. 73% af de sager der er et reelt hold i. Så det er ren win-win 😃
Småjusteringer
Nå, nok om inkasso. Her kommer en kort liste over nogle af de små hverdagsforbedringer vi har lavet mens vi alligevel var i maskinrummet.
Kalender og færdigmelding
- Du kan nu indsætte og slette noter i kalenderen på tværs af flere dage. Det er sjældent der er brug for det, men når der endelig er, så sparer det en del tid frem for at taste det samme notat ind igen og igen dag for dag.
- Nu kan du også sortere dine åbne ruter efter færdigmeldingsstatus. Hvis du har mange medarbejdere der kun har adgang til delvis færdigmelding, så kan det gøre den endelige færdigmelding lidt mere smertefri.
- Vi har lavet lidt designændringer til færdigmelding på mobile.
Hvis man valgte at status på ruten skulle vises i form af hvor meget omsætning der var færdigmeldt, så blev tallene nogle gange store nok til overlappe hinanden.
Det problem skulle gerne være løst nu, fordi skriftstørrelsen nu afhænger af skærmstørrelsen. Hvis du alligevel oplever problemer med at det hele gnidrer lidt sammen i mobil-færdigmeldingen, så send os endelig et skærmbillede og skriv hvilken telefon du bruger, så ser vi på det 👍
Finansmodulet
- Hvis du indlæser en bankfil manuelt fjernes tjektegn fra de posteringer der allerede er indlæst.
Det er ment som en hjælp til at tjekke din bankafstemning uden rent faktisk at skulle indlæse en fil igen. For selvom du "tænder" for tjektegnene vil posteringerne stadig blive genkendt som dubletter, og vil ikke blive indlæst.- Forresten, hvis du stadig indlæser bankfiler manuelt, så vil vi gerne lige slå et slag for den automatiske import. Det tager kun et par minutter at sætte op, og så sørger SkvizBiz selv for at hente alle nye bankposteringer for dig fremover. Vi tjekker for nye posteringerne 4 gange i døgnet, og det koster ikke ekstra; det sparer bare dig for noget tid ⏱
- Tidligere kunne du uploade bilag uden en korrekt filtype. Det kan du ikke længere, men hvis du tidligere har fået uploadet et bilag uden en korrekt filtype, så forsøger SkvizBiz nu alligevel efter bedste evne at vise bilaget selvom endelsen er ukendt. Hvis det ikke lykkes, og du står med et gammelt bilag du ikke kan få vist i SkvizBiz, så kontakt vores support. Så retter vi filtypen til for dig.
- Finanskonti kan nu skjules selvom der skulle være en reference fra en gammel slettet aftale. Så nu kan du lidt lettere blive fri for de finanskonti du ikke længere skal bruge i dit regnskab 🧹
Andre områder
- Det smarte søgefelt du kender fra kundeoversigten er nu også at finde når du redigerer i faste ruter.
Det gør det lidt lettere at søge efter bestemte postnumre, eller måske flytte alle spærrede kunder over på en særskilt rute. - Når du vælger en mulighed i det smarte søgefelt med musen, så beholdes fokus i tekstfeltet, så du ikke skal til at åbne smart-søgningen igen.
- Programmet kan nu ikke bruges før databehandleraftalen er underskrevet. Det har formentlig intet at sige for dig, men du skulle alligevel lige vide at vi nu også lever op til det krav til standardbogføringssystemer.
Hastighedsforbedringer
Vi har også fundet et par steder hvor programmet kunne gøres (meget) hurtigere.
Så vi har lavet betydelige hastighedsforbedringer til åbne ordrer, i hvert fald for brugere med rigtig mange kunder.
Listen over inkassoklare kunder er også blevet op mod 50 gange hurtigere end før. Tidligere var det måske et menupunkt du gik uden om at tjekke, fordi det var nogle smertefulde sekunder at vente mens systemet tjekkede inkassostatus. Det behøver du ikke udskyde længere 😃
Fejlrettelser
Hvis du har det ligesom os, så synes du det er træls bare at se at der står "bugfixes and improvements" i stort set alle programopdateringer.
Så vi vil gerne gøre det lidt bedre og fortælle om nogle af de fejl (bugs) vi har fået kvast:
- Hvis du uploader en fil på en kunde, så fungerer knappen "Kopier tag" nu som forventet, også selvom du har markøren stående i et langt notatfelt. Du skal stadig sætte markøren der hvor du ønsker billedet/filen og trykke "sæt ind", men før fungerede knappen ikke fordi den nåede at flytte sig mens man klikkede på den 🙄
- Dato for "SMS leveret" i fakturaarkivet er nu korrekt. Indtil nu blev den samme dato vist uanset hvilken SMS-faktura man markerede.
- Vi har rettet en fejlmeddelelse ved indsættelse af overlappende ferier i kalenderen. Før gik systemet bare i baglås hvis du prøvede at indsætte to ferier der konfliktede med hinanden (f.eks. en ferie på "Medarbejder A" der skulle flytte alle aftaler til "Medarbejder B", og derefter en ferie på "Medarbejder B" i samme periode der skulle flytte alle aftaler til senere, eller til "Medarbejder A"). Men nu får du med det samme at vide hvad der gik galt.
- Hvis du bruger API'et til at oprette kunder, så er der indtil nu ikke blevet oprettet et link til kundens kundeportal som der skulle. Men nu bliver linket oprettet med det samme så du kan bruge det via API'et.
- Så har vi også rettet et visningsproblem med meget lange navne på kundefiler. Meget lange filnavne deler sig nu op over flere linjer, så diverse knapper ikke bliver skjult bag filnavnet.
- Det inkassoklare beløb der blev vist i listen over inkassoklare kunder bliver nu beregnet korrekt. Før blev der ikke altid taget hensyn til om fakturaer rent faktisk indgik på et inkassovarsel, som den skal for at den bliver sendt med til inkasso, og derfor var beløbene nogle gange højere i listen, end det beløb der rent faktisk kunne sendes til opkrævning. Men bare rolig, det er de rigtige beløb der er blevet sendt ind 👌
- De dropdown-menuer som er lange nok til at man kan søge i dem, har nu fået en overhaling. Hvis du søger efter bogstaver eller tal i forkert rækkefølge, så giver det nu ikke længere et ubrugeligt match.
- Hvis du når at danne en rute og annullere den igen og flytte den til en anden dag inden du har fået sendt SMS'er til kunderne, så fjernes SMS-symbol for kunderne på dagen, og knappen til at sende SMS'er. Hvis der stadig ligger andre kunder på dagen der skal have en SMS, så kan du stadig vælge til at sende SMS'er til de annullerede kunder, men de annullerede kunder vil være markeret med grå. Og så kan du i øvrigt altid vælge bruge "Søg ikke i færdigmeldte/annullerede opgaver" som en ekstra hjælp til at sende SMS'er til de rigtige kunder.
- For en god ordens skyld vil vi alligevel anbefale at sende SMS'erne i forbindelse med at ruten dannes i stedet for at gemme det til senere.