Tilbage til blog-oversigt

Forbedringer til medarbejdermodulet, regnskabet, og API'et

Udgivet for 14 dage siden


Denne opdatering introducerer flere forbedringer og funktioner i systemet. Der er opdateringer til det smarte søgefelt, rettigheder for medarbejdere, nye funktioner til at gøre regnskabet lettere, og så har API'et fået nogle nye, smarte funktioner 🎉

Læs mere herunder for at se alt det nye (og hvilke fejl vi har rettet siden sidst).

Generelt i brugerfladen

  • Det smarte søgefelt i kundeoversigten kan nu søge efter fakturainterval, så du hurtigt kan finde de kunder, der f.eks. får faktura hver 2. gang eller hver måned.
  • Hvis du indtaster en SMS-besked, der bliver længere end din opsætning af sammenkædede beskeder tillader, så får du nu en advarsel i brugerfladen ⚠️
  • I indstillingerne for Betalingsservice har vi rettet "Brugernavn til nøglefil" til "Brugernavn til Mastercard" for at gøre det lettere at gennemskue, hvilket brugernavn nye brugere skal indtaste.
  • Der er nu kommet en knap til at gå direkte tilbage til oversigten fra aftalevælgeren i en prisjustering 🔙

Medarbejdermodul

Vi har lavet en ny rettighedsindstilling, som gør, at du kan give en medarbejder adgang til at kunne administrere andre medarbejdere og se indbakken for alle superbrugere, uden at du behøver gøre dem til superbruger.
Hos nogle giver det mere ro i sindet at kunne have en administrativ medarbejder, som ikke har adgang til regnskabet.
Der er dog stadig mange ting, der kræver superbruger-rettigheder, men det her er et skridt i den rigtige retning, synes vi 🚶‍♂️

Regnskab

  • Du kan nu se et eksempel på dine udgående e-fakturaer.
    Men vær opmærksom på, at e-faktura-formatet er specielt, så modtageren kan have sin egen opsætning/visning, så det, du ser, er ikke nødvendigvis det, din kunde ser.
    Ikke desto mindre kan du nu få en bedre fornemmelse af e-fakturaernes indhold 📄
  • Du kan nu se et transaktionsspor direkte fra en kreditors kontoudtog.
  • Vi har vendt fortegnet på "Moms af vare- og ydelseskøb" i højre kolonne, så de er klar til at klippe-klistre, når du skal indberette moms 📊
  • Smartsøgning i kassekladden foreslår nu alle numre og navne på drifts- og statuskonti, når du filtrerer på kontonummer, så det er lettere at søge efter posteringer på et bestemt kontonummer.
  • Der er kommet en ny knap til at overføre indgående EAN-filer til bilagsmappen.
    Filen navngives "{firmanavn} faktura {fakturanummer}.xml" og lægges ind i uploadede bilag, der endnu ikke er tilknyttet en finanspost
  • Nu kan du også omnavngive bilag fra mobiludgaven af SkvizBiz, så du kan få det ud af verden med det samme, du tager et billede af et bilag og uploader det.
  • Indstillingerne i højre side for saldolisten for debitorer justerer sig nu automatisk, når du ændrer datoen.
    Vi har taget imod tilbagemeldinger omkring, hvordan saldolisten typisk bliver brugt, og med denne ændring spares nogle klik og noget forvirring.
  • Vi har lavet en ny knap til at se detaljer for en udligning fra en kundes kontoudtog.
    Nogle gange kan det være svært at gennemskue, hvad der egentlig er udlignet med hvad, og den her nye funktion gør det meget lettere at finde ud af 😎
  • Og her til sidst har vi en funktion, vi selv synes ret godt om:
    Når du markerer flere posteringer i kassekladden, bogført eller ej, så kan du trykke på "Sum for valgte posteringer" og få et hurtigt overblik over, hvad de valgte posteringer tilsammen beløber sig til 📈

API

  • Vi har rettet alle fejlkoder i API'et, så den rigtige http-status header sendes 🤦
  • Der er nu mulighed for limit og offset på endpointet /customers/all, samt expansion af deals og calendar på all-endpointet.
    Hvis du har en synkronisering kørende, hvor du vil opdatere en lokal database, så vil vi anbefale at bruge /customers/all og behandle kunderne i større batches 👥💨
  • Du kan nu sætte medarbejderen på en kunde via API'et. I den forbindelse har vi tilføjet et endpoint til at finde medarbejdernes id'er.

Fejlrettelser

  • Vi har løst et problem, der gjorde, at momsen på en faktura og dens tilhørende finansposter i nogle tilfælde gav en øredifference.
    Det var en meget sjælden fejl, der kunne opstå, hvis flere fakturalinjer skulle bogføres på hver sin finanskonto, og momsen på dem hver gav en halv øre, som så blev rundet op.
    Vi forventer, at ganske få brugere har været berørt af den her fejl, men hvis du har en "Alt lig nul"-sumkonto, som ikke er nul, så kan dette være årsagen. I så fald kan du kontakte SkvizBiz's support, og så hjælper vi med at finde og rette fejlen.
  • Vi har rettet en fejl i tjek af inkassoklare kunder. Før blev kunder, der allerede havde en aktiv inkassosag, vist som inkassoklare, hvis de efterfølgende havde fået nye fakturaer, der forfaldt efter den aktive sag blev sendt ind.
    Fejlen er rettet nu, men vi vil alligevel opfordre alle, der bruger inkassomodulet i SkvizBiz, til at følge anbefalingen om at spærre kunder, der får inkassovarsel, så der ikke dannes nye fakturaer, der ikke kan sendes med til inkasso.
  • Når en kunde spærres i forbindelse med rykker/inkassovarsel, så vises det nu også i handlingsloggen.
  • Ændringer i "Mobilnr. til SMS-faktura" vises nu også i handlingsloggen.
  • Medarbejdere, der kun har adgang til at redigere kalender, kan nu også bruge ruteoptimering fra kalenderen.
  • Forhåndsvisning af billeder havde en bug, der gjorde, at de nogle gange blev vist delvist uden for browser-området. Det er nu løst, så tooltippet bliver på skærmen, og du kan se det billede, du holder musen over 🔍
  • Kalenderoversigten øverst i "Faste ruter" inkluderede også noter fra kalenderen, når der ikke var markeret nogen ruter.
    Det kunne give et skævt billede i oversigten, så det har vi rettet.

Hvis du er nået så langt, så vil vi sige: "Godt klaret"!
Som en lille belønning kan vi fortælle, at den nye MobilePay-løsning til enkeltstående betalinger nu er klar, og over de kommende uger begynder vi at give vores brugere adgang til at tilmelde sig 🥳